Akupunkterpunkterne har i dag kunnet verificeres ved elektriske målinger som specifikke hudområder, idet der er målt mindre elektrisk modstand på et akupunkturpunkt end på den omliggende hud. Desuden har man mikroskopisk konstateret flere frie nerveender i og omkring akupunkturpunkterne.
Hvad angår meridianernes eksistens, er der nu foretaget nogle forsøg, hvor man har injiceret radioaktivt stof i et akupunkturpunkt og så registreret en spredning af det radioaktive stof svarende til meridianens forløb. Disse forsøg er dog ikke fuldgyldigt bekræftet.
Selve virkningen af akupunktur har man verificeret bl.a. ved at have målt en stigning af endorfinkoncentrationen (kroppens egne morfinstoffer)i blodet efter akupunkturstimulation. Hvis man inden akupunkturstimulationen lagde en analgesi (lokalbedøvelse) svarende til de perifere nerver proximalt for akupunkturpunkterne(nærmere nerverødderne), kom der ingen ændring af endorfinspejlet(kroppens egne morfinstoffer).
Ved en anden undersøgelse har man på 12 forsøgspersoner stimuleret de akupunkturpunkter på foden, der ifølge den gamle kinesiske akupunkturmodel specielt skulle påvirke øjnene, og man har så via en MR-scanner konstateret, at der samtidig kom aktivitet i den del af cortex(hjernen), der har med synet at gøre. Ved stimulation af andre akupunkturpunkter i samme forsøg kom der ingen respons i hjernens visuelle område.
Tilsvarende forsøg blev foretaget med akupunkturpunkter, der efter klassisk akupunktur har med hørelsen at gøre. Ligeledes blev der her konstateret en respons i hjernen kun svarende til det auditive corticale center, altså de områder af hjernen, der har med hørelsen at gøre.
Om akupunktur så beror på en ren nervøs mekanisme, altså ved hjælp af nervetråde, via endnu ikke kortlagte reflekser er et spørgsmål.
Til gengæld foreligger der, også her i Europa, i dag et stort klinisk bevismateriale, hvor læger i deres daglige konsultation ved syn for sagn har erfaret akupunkturens effekt udover, hvad en læge vil opfatte som placebo. Selvom disse iagttagelser jo ikke er akcepteret videnskabeligt bevismateriale, har disse kliniske iagttagelser medført, at adskillige læger i dag anvender akupunktur.
Spørger man imidlertid en kinesisk, klassisk uddannet akupunkturlæge, hvorfor og hvordan akupunktur virker, får man en ret sikker forklaring.
Men denne forklaring er baseret på en ganske anden opfattelse og andre registreringer af det menneskelige legemes funktioner og dysfunktioner, end vi er vant til efter vestlig koncept.
Ifølge den klassiske akupunktur er alt levende integreret i det omgivende miljø, naturen, kosmos, og det gælder altså også det menneskelige legeme og dets funktioner. De rytmer og svingninger, der er naturens, afspejles i levende væv og danner et mikrokosmos i forhold til makrokosmos.
Man har i det gamle Kina opfattet naturens kræfter i form af 2 varianter med forskellig reaktionshastighed, en hurtig og spredende, der kaldes yang, og en langsom og samlende, der kaldes yin.
Disse 2 kræfter ytrer sig som henholdsvis sommer og vinter, varme og kulde, damp og is, alternerende i en fortsat cyklus. Man taler således i akupunkturen om varme-og kuldepunkter, der respektivt øger og mindsker reaktionshastigheden i forskellige områder i organismen. Man overfører i praksis til det menneskelige legeme, hvad man har iagttaget i naturen.
